Jobbet

Ejendomsserviceteknikeren er en af de nyere faglige uddannelser, der findes, og skabt til at være både nutidens og fremtidens faglige serviceuddannelse, indenfor praktisk boligservice.

Er du til en varieret hverdag, med en blanding af servicebetonede opgaver overfor beboerne og praktiske opgaver i og omkring ejendommene i boligorganisationer, så kan en hverdag se ud som nedenstående:

  1. Morgenmøde med kollegerne om koordinering og planlægning af dagens opgaver
  2. Ejendomskontoret har åbningstid for beboerne. Her kontakter beboerne dig direkte på kontoret
  3. Op til fru Jensen og skifte en pakning i hendes bruser. Instruerer hende i brugen af boligselskabets lokale hjemmeside og TV, inden du går
  4. Drift- og vedligeholdelsesopgaver i varmecentralen. Her sikres det, at det hele kører effektivt og miljømæssigt optimalt
  5. Pleje af de grønne områder m.m.
  6. Udsendelse af tilbudsforespørgsel til underleverandører angående renovering af 3 kældertrapper og opsætning af lys udenfor.

Hvorfor som arbejdsgiver satse på ejendomsserviceteknikeren?
Ejendomsserviceteknikeren er multiserviceteknikeren, der gennem en bred faglig uddannelse har professionel baggrund og viden til at udføre de mangeartede servicebetonede og praktiske opgaver der findes i et boligselskab. Skoledelen er en blanding af fag, der understøtter de kompetencer der er brug for i forbindelse med servicering og kontakt med beboere og udførelse af de mange praktiske opgaver hver dag. Alt i alt en specialiseret multiservicemedarbejder, som selvstændigt varetager alle opgaver, der hver dag er i en boligorganisation.